Nyhedsbrev august 2024

Nyhedsbrev august-september 2024
Hermed nyhedsbrev for 2. halvår. I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse mere om projekt Sowemis, WelFarmers, sikkerhed ved arbejdet med løse søer og status på ERFA-grupper.

Status på løse søer i farestald
2023:

• 225.000 farestier heraf 9.700 til løse søer
• Bygget/indrettet < 10 farestier

2024:

• 2.562 > farestier står til at blive bygget pga. tilskudsordning

Sowemis
Forskningsprojektet Sowemis, har til formål at udvikle stalde og gyllesystemer til løse diegivende søer. Meningen er at højne dyrevelfærden for pattegrise og søer, med en lav emission af ammoniak, lugt og drivhusgasser. Seges Innovation har i samarbejde med Go-gris, tilbage i 2022 opført forskellige faresti-sektioner, i farestalden ved Horsens.

Udfordringerne ved projektet, er at det tager tid at få godkendt teknologien. Næste skridt i processen, kommer til at foregå ved Robert Lynge Andersen, som næsten har byggeriet færdigt med de samme forskellige bunde.

Du kan læse hele artiklen her:
https://landbrugsavisen.dk/gris/efter-lang-test-tragte-og-linespil-gor-en-forskel-pa-emissioner

WelFarmers
D. 14. juni 2024 blev det første regionale netværksmøde afholdt. Det er et 3-årigt EU-projekt med 8 deltager lande, som tilsammen dækker mere end 50% af EU’s griseproduktion. Målet med dette projekt er formidling og indsamling af praktiske løsninger på fire forskellige emner:
• Løsgående søer
• Hele haler
• Kastration uden smerte/hangrise
• Stiareal og stiindretning til vækstgrise

Den viden der bliver indsamlet under projektet, skal være med til at påvirke arbejdet med den nye dyrevelfærdslovgivning og samtidig vise at der sker noget ude i staldene i forhold til dyrevelfærden.
Det handler om at finde de bedste praktiske løsninger, som bliver vurderet på:
• Grisevelfærd
• Økonomi
• Klima/miljø

Løsgående søer: Tænk på din egen sikkerhed
Af svinerådgiver Cathrine Fogh, SvineRådgivningen

Det er almindelig kendt, at da man i sin tid startede med løse søer i farestalden, så man en højere pattegrisedødelighed i disse stier. Efterhånden som erfaringerne er indsamlet, mere viden er kommet til, og tilpasninger er foretaget, ligger resultaterne næsten på samme niveau som den traditionelle kassesti, når beskyttelsesbøjlen vel at mærke stadig bruges i de første døgn omkring faringen. De generelle erfaringer er, at både so og pattegrise derefter håndterer friheden godt fra dag tre til fire, uden at det påvirker dødeligheden mærkbart.

I systemerne med farestier til løsgående søer kan hulen lettere placeres ud mod gangen. Derved er det nemt at tilse pattegrisene og sætte ind med behandling hvis det er nødvendigt. Andre fordele er, at der er bedre kontakt til søerne, de har nemmere ved at orientere sig i stalden og følge med i personalets arbejde. Søerne har også mere frihed til at bevæge sig rundt og udføre deres naturlige redebygningsadfærd. Det er derfor manges erfaringer, at søernes mælkeydelse er højere, og at den generelle sundhed og trivsel er bedre i farestierne til løse søer.

Vær opmærksom på soens adfærd
Personalet i stalden skal til gengæld i højere grad lære at være opmærksomme på soens adfærd, når hun går løs, i forhold til deres egen sikkerhed. Det kan være farligt at undervurdere en løs so med et stærkt moderinstinkt. Disse situationer opstår typisk ved håndtering af pattegrise, hvor skrig og uro i værste tilfælde kan få soen til at fare op, bide eller angribe.

For at sikre den bedste omgang med de løse søer i farestalden, skal der være fokus på rolig håndtering og omgang med dyrene allerede når de er polte. At søerne er trygge ved personalet, gør en stor forskel og bidrager til, at personalet i farestalden får så gode arbejdsbetingelser som muligt. Daglig tildeling af halm i stierne og snak med dyrene, gør dem vant til personalet på en god måde. Vær særlig opmærksomme på, at arbejdet foregår roligt, uden stress og jag, når polte og søer skal behandles eller vaccineres

Løsgående søer i fremtiden
Løsgående søer i farestalden er endnu ikke et krav, der er omfattet af lovgivningen, men branchens egen Visionsplan 2050 anbefaler løse søer i farestalden. Hos Seges Innovation har man da også i flere år udelukkende koncentreret sig om arbejdet med at udvikle farestien til løse søer ud fra følgende fokuspunkter: Dyrevelfærd og pattegriseoverlevelse, et bæredygtigt og klimavenligt staldmiljø samt en attraktiv arbejdsplads for unge i erhvervet.

Da de større farestier til løsgående søer gør kødet dyrere at producere, er det afgørende, at stierne og arbejdet i stalden er optimeret og ikke mindst, at forbrugerne efterspørger den bedre dyrevelfærd.

ERFA-gruppe i Welfare Pigs – status
Efter flere og lange overvejelser, fra bestyrelsens og SvineRådgivningens side, er det blevet besluttet at dele ERFA-gruppen i to. Det er nu en gruppe for medarbejdere og en for ejere. Vi håber, med denne løsning at det bliver nemmere at finde en fælles vej.
Medarbejder gruppen mødes 4 gange årligt, det er heldagsmøder, vi går i stalden ved hvert møde og har en aktuel udfordring som dagens emne. Udfra dagens emne har vi et fagligt relevant indlæg, efterfølgende tager vi ”bordet rundt” hvor alle kommer til orde. Ved hvert møde får, man udleveret sammenligningsskemaer og man får masser af erfaringsudveksling med hjem.

Ejergruppen mødes 2 gange årligt, møderne foregår over teams og møderne bliver holdt korte så der er mulighed for at alle kan være med. Her i gruppen er der fokus på erfaringsudveksling, data, strategi, og udvikling.

ERFA-grupper skaber værdi! Der deles erfaringer og viden på tværs af gruppens medlemmer både under møderne og efterfølgende gennem det netværk der opbygges. Det er vigtigt at der bakkes op om grupperne, for at alle kan få noget ud af det og at de fortsat kan bestå.

Janne Bülow Danholt

SvineRådgivningen, Tovholder på ERFA-gruppen
4023 2643
Jbd@sraad.dk

Synlighed – Facebook og hjemmeside
Vi ønsker at promovere vores medlemmer på vores Facebookside med korte besætningsbeskrivelser, billeder og udtalelser. Derudover tilstræber vi at dele alle de gode artikler, som vi finder i vores skrevne medier samt web-medier. Hvis I ved, at jeres besætninger er med i en artikel, der snart har realase, eller I har kendskab til at nogen af jeres kollegaer pryder diverse forsider eller lignende, så giv os gerne et præg, så har vi mulighed for at dele, mens det er helt aktuelt.
Har du input til at styrke foreningens synlighed, så send os gerne et praj på jbd@sraad.dk.

Følg os på Facebook!
Husk at ”synes godt om” vores side på Facebook, så vi kan nå ud til endnu flere svineinteresserede danskere. Find vores side her: https://www.facebook.com/Welfare-Pigs-1109008899224924/

Tak til vores sponsorer

Vi ønsker alle en forrygende efterårssæson. Meld meget gerne ind, hvis du har relevante emner eller erfaringer, der skal nå alle foreningens medlemmer.

Bestyrelsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse på siden.