Abildballe
Abildballe drives og ejes af Søren Juul Jensen. Gården har været i familien i flere generationer og hans bedstefar startede med at drive den i 1914. I 1956 overtager Sørens far gården og i 1991 overtog Søren gården selv. Gården er placeret ved Flemming, et stykke vest for Horsens. På gården bor Søren med sin kone og sammen har de 4 børn.
Søren dyrker selv de 100 ha, der hører til gården og der dyrkes primært byg, hvede, raps og rajgræs. De har en selvforsyningsgrad på omkring 50%. Der fodres med tørfoder på hele bedriften.
I 2007 byggede Søren et nyt staldsystem med 5 mindre individuelle farestalde. Staldene blev bygget til FTS grise (faring til slagt), hvor grisene fødes i farestalden og ved fravænning er det soen, der forlader stalden og grisene bliver gående her, indtil de sendes til slagteriet. Det var et system, Søren havde kendskab til fra Sverige og Norge og som tiltalte ham. Han ville gerne have søerne 100% løse i farestalden og har derfor ikke mulighed for at fiksere soen omkring faring. Dette skyldtes primært, at der er mindre inventar at tage højde for, for at have plads til slagtegrisene i stien, når soen forlader stien. Desuden var det en fremtidssikring, da der på daværende tidspunkt var begyndende interesse for løse søer og de godt var klar over, at det var i den retning, det gik fremadrettet.
Søren har selv udviklet systemet i stien og alt inventar kan komprimeres og pakkes væk, så stien bliver en stor sti, efter soen har forladt stien. Når soen skal fare, er der en farering, der fungerer som beskyttelsesbøjle og beskytter pattegrisene, samt en ”arm” der forhindrer soen i at rulle over på modsatte side og derved rulle over smågrisene. ”Armen” tvinger hende til at rejse sig og lægge sig på den anden side, og giver derved pattegrisene en chance for at undgå at blive klemt. I stien er der et langtrug på omkring 1m, der servicerer først soen og efterfølgende grisene helt frem til slagt.
Soen har 7,5 m2 og stien kan derved rumme 10 slagtesvin. Der køres med 4-5 ugers drift og søerne holdes stabile i 5 grupper af 40 søer. Søren har omkring 200 søer og fra 2022 feder han selv alle grise. Der produceres derved omkring 6000 slagtesvin årligt. Grisene leveres til Danish Crown som Antoniusgrise og der tildeles derved dagligt halm, de har mere plads, sammenlignet med konventionelle grise, og de har hele haler. Søren har to ansatte som passer bedriften. Selv passer han primært marken og hjælper til, hvor der er behov.
Kontaktoplysninger:
Abildballe
Hornborg, Vejle