Mogensgaard
I den vestligste del af Danmark, med Ringkøbing Fjord som nærmeste nabo, finder vi ejendommen Mogensgaard, som ejes og drives af Asger og Dorthe Krogsgaard.
Asger og Dorthe overtog ejendommen i 1991 og har løbende udført udvidelser og renoveringer. Den seneste blev afsluttet i sommeren 2020, hvor deres helt nye farestald blev taget i brug. En farestald, hvor man har forsøgt at forene de mest elementære ting i produktionen; dyrevelfærd, arbejdsgang og miljø.
”Vi har virkelig lagt noget tid i at skabe den perfekte sti til vores søer og for vores medarbejdere og jeg synes, vi er kommet rigtig godt i mål”, fortæller driftslederen Karsten. Efter udvidelsen og opførelsen af den nye farestald, er soantallet på Mogensgaard nu oppe på 2.100. Målsætningen er, at der skal kunne fravænnes tæt på 1.600 grise pr. uge.
Farestien er fra SKIOD JYDEN og måler 2,40 x 2,60. Der er en fikseringsbøjle til soen, som gør det muligt at beskytte pattegrisene i dagene omkring faring. Der er drænet gulv med støbejernsrister i det meste af stien, men med et fast areal i pattegrisehulen og området lige udenfor. Der er tænkt på detaljerne, og man har lavet en sti, som ikke har nogen ”blinde hjørner”.
I farestalden er der installeret et fodringsanlæg, som tænker frem i tiden; SmartFeed fra SKIOLD. Anlægget er et fasefodringsanlæg, hvilket gør det muligt at fodre med to forskellige blandinger i farestalden, individuelt i hver sti. Man indstiller altså den enkelte so foderkasser, efter hvad netop hun har brug for og ikke kun på sektionsniveau.
”Vi er meget spændte på, hvad vores søer kan præstere, når vi kan fodre dem fuldstændig individuelt og presse dem hårdt på protein i slutningen af diegivningen. Vi forventer at se en rigtig stor mælkeydelse hos søerne, men vi skal også lige lære anlægget at kende først”, siger sitemanager på Mogensgaard, Morten.
I alle farestierne er der installeret to drikkekopper – én til vand og én til mælk. Men lige nu er der ikke tændt for mælkeanlægget, og det er der en helt særlig grund til: ”Vi har valgt, at vi ikke vil tænde for mælkeanlægget endnu, da vi rigtig gerne vil opleve, hvad vores søer kan præstere med den præcisions fodring, vi kan lave”, fortæller Morten. ”Lige nu er vi ret positive, da vores egen-fravænning (fravænnede pr. fravænning) har flyttet sig fra 12,3 til 13,0 på under 4 mdr. – og vi føler, vi stadig flytter os fremad”.
På Mogensgaard har de valgt, at de gerne vil være med til at udvikle dansk svineproduktion. Derfor har man et tæt samspil med SEGES Svineproduktion, der kører to forskellige forsøg lige nu. ”Vi laver lige nu et forsøg, hvor SEGES måler på kuldtilvæksten ved forskellige fodringsprincipper i farestalden. Og det er jo noget af dét, som vores anlæg lige præcis kan håndtere”, siger Morten. ”Derudover er vi en del af et projekt, som vi kalder LangHale-projektet. Men det er primært i vores klimastalde, der skal analyseres på de lange haler. Men derfor ser det jo stadig godt ud her i vores farestald”, afslutter Karsten.
Følg med i hverdagen på Mogensgaard på deres Facebook side:
https://www.facebook.com/mogensgaard
Kontaktinformationer
Mogensgaard
https://www.facebook.com/mogensgaard