Søndregaard
Søndregaard ligger på Bornholm og drives af Kristina og Hans Peter Sonne. På gården producerer vi Bornholmergrise der sælges i SuperBrugsen og Kvickly. Vi dyrker 168 Ha hovedsagelig med foderkorn, da et af kravene til bornholmer-grisen er minimum 70% lokalt dyrket foder.
Vi købte gården i 1997, 60 ha. og 50 søer med opfedning af alle grise. Hans Peter passede, indtil købet af Søndregaard, køer og marker. Kristina er uddannet økologisk landmand. Vi ville meget gerne lave en specialgris med øgede velfærdskrav, da dette passer rigtigt godt til vores temperament og mentalitet. I 2000 lavede vi en lettere renovering og tilbygning så vi kunne opfylde kravene til UK produktion og fordoble produktionen. Da slagteriet fandt det urentabelt at producere UK grise på Bornholm, blev vores kontrakt opsagt og vi måtte i en årrække sælge grisene konventionelt. Da Bornholmergrisen skulle lanceres meldte vi os straks interesseret, men var pga. sanering og byggeri af nyt staldanlæg ikke klar og kom først med som leverandør senere.
I 2006 begyndte vi at planlægge udvidelse til 600 søer med salg af grisene ved 30 kg. Vi ville bruge alle de erfaringer vi havde fra vores tidligere arbejde. Kristina har gennem sin uddannelse passet søer i mange forskellige systemer fra bundne søer og fuldspalte-klimastalde, søer på friland og dybstrøelse i klimastalden og økologisk svineproduktion. Ingen af delene føltes helt rigtigt og vi vidste at vi måtte udvikle ”vores eget” staldsystem, så vi fik flest positive ting fra de forskellige produktionssystemer. Det har altid været vigtigt for os at trives med det vi gør, derfor var vi meget bevidste om at lave staldene så der blev taget mest mulig hensyn til både søerne, de nyfødte grise og vore ansattes arbejdssikkerhed. Da disse tre faktorer ikke altid er forenelige måtte vi lave nogle kompromisser. I farestalden valgte vi en kombi-sti, så der er mulighed for at fiksere soen lige omkring faring. Det øger mulighederne for at hjælpe de søer som får problemer under faringen, det øger i høj grad også de ansattes sikkerhed, når de nyfødte grise skal håndteres, derudover er det vores erfaring at det er en forudsætning for at minimere antallet af grise der klemmes under soen. For at få en gris som har et bedre udviklet tarmsystem og derfor er bedre klar og mere robust ved fravænning, er vi overbevist om at den 5. diegivningsuge er vigtig. Omkring løbning har vi også erfaret at opboksning kan redde liv, søerne er meget hårde ved hinanden når de er i brunst og det kan nemt resultere i et brækket ben, især hos de unge og lidt mindre dyr. Som fødte optimister startede vi med totalt løse søer, men har efterfølgende reduceret soens frihed, for at få dødeligheden ned, både blandt søer og pattegrise. Vi har nu søerne fikseret i boks 3 dage lige omkring løbning og 6-7 dage omkring faring, det bliver ca. 25 dage pr. so på et år. Dette har halveret dødeligheden hos begge dyregrupper, hvilket vi syntes er et godt kompromis.
Kontaktinformationer
Søndregaard
Buldregårdsvej 7
3700 Rønne